1890-04-16

Hotel du Midi, Via delle Finanze
Rom, d. 16.IV.90
Kjære Ven,
Jeg tænker mig, De længes efter at høre noget nærmere om min
Kones Helbred. Jeg har været saa optagen, at jeg først i Dag finder
Tid til at skrive til Dem, hvad jeg for længe siden burde have gjort.
Det var desværre sørgelige Resultater, som Undersøgelsen af min
Kone her i Rom gav. Dr. Bull forefandt hele den venstre Lunge
angreben, og vi har været aldeles fortvivlede. Nu har det beroliget
os noget, at der har været god Fremgang i det 14 Dage, vi har
tilbragt her, hvoraf Dr. Bull slutter, at i hvert Fald en
væsentlig Del af Ondet er akut og altsaa vil kunne hæves, –
forhaabentlig. Han mener, at min Kone ved sin Afrejse
har haft en Lungehindebetændelse, som paa Rejsen naturligvis
har udviklet sig. Han har nu taget hende grundig under
Behandling, undersøger hende med faa Dages Mellemrum,
har paalagt hende at ligge ganske rolig det meste af
Dagen og kun kjøre en lille Tur, naar det er varmt.
Om at se noget af Rom er der naturligvis for hendes
Vedkommende slet ikke Tale, men blot hun maa kunne
komme sig, gjør det jo ingen Ting, og, sød og god som hun
er, finder hun sig taalmodig i det.
Hvad mig selv angaaer, befinder jeg mig vel, fraregnet
en god Portion Nervøsitet over min Kones Sygdom.
Det er et Skaar i min Glæde, at jeg ikke mere kan
have hende med paa de daglige Expeditioner, men
ellers har jeg kun Grund til at være fornøjet med det

[2]
hidtidige Udbytte af vor Rejse. Det er kun altfor overvældende, meget
Skjønt at skulle fordøje paa saa kort en Tid, og det er mig
f.eks. i Øjeblikket umulig at fortælle Dem blot nogenlunde
klart, hvorledes jeg har faaet adskillige af mine Begreber
om Kunst grundig endevendt. Naar jeg er kommen til
Ro hjemme, skal jeg prøve paa at skildre det. Kun saameget
kan jeg allerede nu erklære, at det er min faste Overbe-
visning, at en Maler som De, med Deres høje og rigtige
Forestillinger om, hvad Kunst er, burde se at komme
herned snarest mulig, om De saa skulde stjæle Pengene
til Rejsen.
Jeg længes efter at høre noget om Foraarsudstillingen.
Man har skrevet til mig, De har faaet Deres fleste
Billeder refuseret. Det synes mig at maatte kunne være
en Ære ved dette Akademie, hvor man har Dumhed
og Uforskammethed nok til at ansætte Frants Henningsen.
Det er dog utrolig overhovedet, som Demoralisationen
er stor i Danmark. Se nu til Ola Hansson, som har
vovet i ”Freie Bühne” at skildre Georg Brandes som
en paa Grund af sin Karakter ... boycottet og
isoleret Mand. Og véd De saa, at samme O.H. otte
Dage efter sit ”Besøg” hos os søgte Edv. Brandes,
fordi han skulde have en Bog ud. Og paa anden
Haand erfarer jeg, at Vald. Vedel ogsaa har gjort Front
mod Brandes, og Pingel (!) ogsaa!! Havde jeg været

[3]
hjemme nu, … troer jeg, jeg vilde have agiteret for
en Skrivelse til ”Freie Bühne”, en Fællesudtalelse fra
Brandes’ Venner, – blot for at have kunnet fritage
Brandes for at svare paa en Beskyldning … fra en
Herre som O.H.
Men som sagt: jeg vilde gjærne høre noget om Udstillingen.
Hvad siger Malerne, og hvad siger Kritiken, eller har
den sidste ikke talt endnu? Jo det er sandt, jeg har læst
nogle inderlig slette Anmeldelser af den for sin Begavelse
berømte Michaëlis. Hvorledes blev Christiansens Portræt?
Hvorledes blev Deres egen ”Frelsens Hær”, og hvilke
Billeder var det, man kasserede for Dem.

[4]
Jeg har haft et langt Brev fra Raffaëlli, som omsider
havde faaet Berendsen til at oversætte min Afhandling
for sig. Det indeholdt nogle slaaende og træffende Be-
mærkninger om de Indtryk, han havde faaet af den
danske Kunst paa Verdensudstillingen. Han sagde paa
en meget høflig Maade, hvad De sidst skrev: at de
danske Kunstnere var nogle Bønder. Men jeg har ikke
Brevet hos mig, og kan derfor ikke nøjere Gjengive dets
Indhold.
Naar De faar Tid, maa De være god og skrive til os, det
er min Kones bedste Adspredelse at faa Breve. Modtag
hjærtelige Hilsener fra os begge. Deres hengivne
Emil Hannover