Menu

Emil Hannovers arkiv

1890-04-13

Modtager

Emil Hannover

Dokumentindhold

Agnes Slott-Møller kondolerer på sin og ægtefællens vegne, da de har hørt, at Alice Hannover ligger syg i Rom med forbud fra Dr. Bull om at bevæge sig ud i byen. I København har Forårsudstillingen været åben i to uger, og trods kritiske røster er ægteparret ganske tilfreds med modtagelsen af deres værker. Karl Madsen holder foredrag i Kunstforeningen om det hollandske genremaleri - tilsyneladende med så mange angreb på italiensk kunst, at det kun kan forstås som stikpiller til ægteparret Slott-Møllers stil og udtryk. Privat prøver Madsen dog at komme de to i møde, men den offentlige afstandtagen må bunde i alliancer, der har rod i Viggo Johansens rivalisering med P.S. Krøyer, udleder Agnes Slott-Møller. Hun beretter, at Johansen har gjort sig selv til grin i sine bestræbelser på at vinde indflydelse, mens Krøyer har udvist både mandsmod og idealisme ved at afslå tilbuddet om et professorat på Kunstakademiet. Han og Marie opholder sig i øvrigt nær Napoli, hvor Marie har ligget alvorligt syg i mere end en måned.
Brevet fortsætter med en karakteristik af Forårsudstillingen, hvor Agnes Slott-Møller især undrer sig over den positive modtagelse, endog køb til Statens Museum for Kunst, af et portræt udført af Georg Achen - og hendes omtale af købet og andre dispositioner fra det formelle kunstmiljø akkumulerer i en byge af ukvemsord om udstillingen som sådan. Mere positiv er beretningen om, at hun og Harald har haft mere social omgang med andre kunstnere af deres generation, og hun taler pænt om flere af dem og ser desuden samværet som en strategisk investering i at stå stærkere mod "Mellemgenerationen".
Et sludre-brev fra Perme til lille, sorte Frue (Alice Hannover) er indlagt, samt en side fra Sidse Møller, der fortæller, at Willumsens krukke på udstillingen er vellykket.

Transskription

Kbhvn 13de April 90.

Kjæreste Venner!
Hvor det dog gjorde os inderlig ondt at høre
om den lille Frues Sygdom! Navnlig fordi, at
den midt i Deres Rejse maa genere Dem ikke
saa lidt, der er sandelig ikke Tid til at ligge og
være daarlig, naar man er 3 Maaneder i Italien,
selve Ondet er jo vel forhaabentlig ikke saa
alvorligt, hertillands er jo hvert andet Menne-
skes Bryst noget angrebet og de komme dog
alligevel alle ganske godt igennem Verden
endda. Det glæder mig, at Dr Bull har taget
saa radikalt fat, helt at forbyde at færdes ude,
for naar man ikke havde en saa streng Be-
faling, hvor vilde man saa kunde dy for sig
for at overtræde Forbudet, naar man er i Rom.
Ogsaa glæder det mig, at De nu jo maa have
mildt og skønt Foraarsvejr dernede, saa
deri har De jo den allerbedste Kilde til Helbredelse
lige ved Haanden; hvis det behøves for Fruens
Skyld, saa kan De vel nok blive noget længere
dernede, herhjemme er der jo dog ikke noget
at haste hjem til. – Tak for Deres Brev,

[2]
vi var allerede begyndt at ængste for, at De
slet ikke havde faaet vort, navnlig var Perme
yderst urolig for at hendes interessante Skrivelse
ikke var naaet Bestemmelsessted[e]t. –
Ja nu har vi jo haft Udstillingen aaben i
en 14 Dagstid, for vort Vedkommende har
Udfaldet igrunden ikke været saa daarligt,
om der end er nogle der mene, og tilmed
ønske at forene denne Mening frem[?] til den
herskende, at vi er ifærd med at gaa Fanden
ivold, at vore Bestræbelser ere halvvejs fjottede,
halvvej[s] reaktionaire, inderlig usunde, hovmodige
og forskruede, saa er der dog Adskillige, der
er kommet til os for at sige os, at vore Billeder
forekom dem at være dem, der indeholde
flest Løfter, mest Blod, Friskhed og Tempe-
rament.
I Kunstforeningen holder Karl Madsen
Foredrag om det hollandske Genremaleris
Historie, han benytter dér Lejligheden til
at give Italien og alt hvad italiensk
Kunst er, mange slemme Hib, navnlig
irriteres han idelig med Tanken om, at
nogen skulde foretrække den ”store” Kunst,

[3]
han ligefrem vrænger naar han udtale[r] det,
fremfor den lille rare, hyggelige, brave,
hjærtelige, borgerlige, hjemlige hollandske Kunst.
Han oplyser, at Udøverne af denne Kunst
var Barberer, Kammertjenere, Kroværter,
Fattiglemmer, Skræddrer[sic] og Skomagere saa
det ligger ligefor, at man uvilkaarligt kommer til
at tænke, at det jo ikke var saa underligt,
at de italienske Kunstnere der var Fyrster og
Pavers Lige, kom saa meget bedre fra den
aristokratiske Beskæftigelse som Kunsten
nu engang er. –
Forøvrigt gør han sine Angreb paa et saa kluntet,
at alle Mennesker tydelig føle hvorhen hans
Angreb er de er adresserede og hvad det
egentlig er, der er ”des Pudels Kern”. –
At han ikke vil angribe os synderlig stærkt
offentligt, er jeg ogsaa enig med Dem i,
han haler ... allerede nu privat endel i Land,
han talte forleden paa Udstillingen med min
Mand om, at Billederne saa meget bedre
ud deroppe, han sagde til mig i Bernina,
at han var kommet til at synes end... meget
bedre om mit Billede paa Udstillingen,

[4]
det svarede jeg slet ikke paa, jeg bryder
mig Fa’en om ham! mine Billeder
bliver som de bliver, hvad enten han saa
piber eller synger! – Desuden tror jeg,
at han er stærkt inspireret af den Klike,
der har sit s.. væsentligste Udgangspunkt
i Johansens Hus – og at hele Historien skriver
sig fra, at Johansen og især hans Kone, endelig
tror at have kunne overtrumfe Krøyer helt
og sætte ham udenfor. De mener, at Krøyer
ved sit Ægteskab med Marie ... er snublet
saa alvorligt, har bevist sin usigelige Fæiskhed
saa alvorligt, at han er ”færdig” og ikke
mere vil genere Johansen som en farlig
Rival. – Men for at Krøyer ikke skal kunne
faa nye Hjælpetropper, gælder det at kvæle i
Fødselen dem der staar ham og især Marie
nær i Venskab. Det er noget af det mest
oprørende at høre, hvordan alle disse Mennesker,
der skylde Krøyer hele deres Kunstneriske
Udvikling og Idealer til Ex: Velasquesbeundringen, nu
vil smide ham væk som en presset
Citron, fordi de frygter, at han, med Marie
til Kone, skal komme til at tilhøre en anden
Lejr. – Hr Wandel udtalte sig til mig (det Fæ!) ganske
dejligt i denne Retning.–

[5]
Naa, men alle disse mer eller mindre private
Stridigheder er det umuligt at behandle og
forklare udførligt nok i et Brev, blot dette
ene endnu. – Johansen har i de sidste 3
Uger til den Grad vist sig pragtfuld pjattet!
Først vaasede han om, at det var jo saa slemt
med alle de Billeder, der var kasserede, han
vilde lave Udstilling af kasserede Billeder i
Kunstforening[en], saa skrev han at Udstillings at der blev ikke noget af det fordi
komiteen Kunstforeningen kunde ikke stille sig i uvenligt Forhold
til Udstillingskomiteen, (hvorfor ikke?) saa
talte med Harald med Hertz, der mente, at
det maaske endda kunde blive, saa ... fik
Johansen deraf Mod til at mene, at det
maaske nok kunde blive, det blev natur-
ligvis ikke. – Nu forleden efter Frants
Henningsens Valg til Professor
fik
Johansen lavet et Møde for at sætte
en Protestadresse igang, der skulde offent-
liggøres i Bladene, saa ved Mødets Begyndelse
rejser han sig for at sige, at han ikke kunde
være med til at underskrive en Protestadresse
fordi ha det er jo mod Akademiraadet og
han er jo selv i Akademiraadet o. s v
Sludder og Vaas! – At Dyret mangler

[6]
Mod er jo en ærlig Sag, men at han
saa hvert Øjeblik skal være vigtig og skraale
op og agere modig, det er dog
for elendigt! –
De ved maaske, at det omtalte Professorat
var tilbudt Krøyer, men at han skrev
hjem, at han Fanden gale ham ikke vilde
have noget med den Rede, Akademiet,
at gøre. –
Har man nogensinde før i dette Embedsmands Land
hørt, at en Mand af ideelle Grunde afslog
en livsvarig A og anselig Ansættelse?
Jeg synes det er saa bravt og dygtigt af Krøyer
og jeg vil bede Dem, hvis De træffer Krøyers
dernede af al Magt, at se at komme
godt ud af det med dem, vær bare ganske
naturlige, som De er med os, saa lykkes
det nok. – Ja Marie har været alvorlig syg,
hun har ligget af gastrisk Feber eller
vel egentlig Tyfus i 33 Dage. – Jeg har forresten
saa længe ikke hørt fra dem, men véd,
at De opholder sig paa et Landsted i
Neapels Nærhed hos noget af Maries Familie

[7]
Hvad selve Foraarsudstillingen angaar,
saa siger man jo, at den er god iaar, vi
kan ikke se det, thi det gode er yderst
faa Undtagelser og Salene er fyldte med
det tommeste, fladeste Skidt. Det er
alt lutter halvkvædede Viser, hvad Formerne
anga[a]r, og Indholdet er ikke aandfuldere eller
mere brændende interessant end i Visen
om ”Amanda sad med en Krans i Haaret”.–
Hvad vi finder bedst er Engelsteds Billede
Abraham, der vil ofre Isak. Det er en
Sjælehistorie saa interessant og besynderlig,
som den aldrig er fortalt i dansk
Malerkunst, det skulde da være i saadan
noget som Dalgaards ”Mormonen”. Men
Billedet er klynget højt tilvejrs, saa det er
omtrent umuligt at faa noget Indtryk
af det stærke og levende i Personernes Udtryk.–
Man maa ialfald gøre sig megen Umage derfor.
Saa er Philipsens Billeder aldeles dejlige.–
Achens Portræt ... er kommet til at spille
en Rolle som vi ikke tiltænkte det, da vi saa

[8]
det i hans Atelier. Mest ligger det vist i, at
Ingen havde tiltroet ham at kunne gøre
noget blot tilnærmelsesvis godt. Hvis der stod
et anseligere Navn paa det ... vilde sikkert
ingen gaa baglænds for det, nu har det blandt
de Folk, der er udgør ”den Danske Kunsts Hovedstam[m]e”
Haslund, Johansen, Karl Thomsen vakt en
stormende Henrykkelse og er af Prof. Vermehren,
der er ganske vild over det, indkøbt til den
kgl. Malerisamling!!! – Galleriet ejer
som bekendt intet Portræt gjort af Jerndorph
Krøyer eller Paulsen – men Hr Achen,
det er en Mundfuld for dem. – Overhovedet
er Galleriets Indkøb iaar svimlende idiotisk,
Ilsted, nu beder jeg Dem! af J. Skovgaard
har de følt sig forpligtet til at skulle købe
for at raade Bod paa at Bethesda Dammen
gik til Norge, saa har de købt et lille
tarveligt italiensk Landskabsbillede, som
han havde ladet en Glarmester faa for
Rammen, som han kun af Godhed
for Glarmesteren lod komme paa Udstillingen
for at Manden kunde faa sine Penge ind
og saa køber Galleriet det!!!

[9]
Forøvrigt er Udstillingen flad, dum, tam sløv
sløj, slap, elendig! Man maa
spytte sig selv i Ansigtet af Foragt for at man
udstiller sine Billeder paa saadan en
Skidager! –
Vi har i den senere Tid færdedes noget
mere imellem Mennesker, vi var
til Spisning og Bal den 31 Marts i 18de
Novbr. –
Der var forbavsende vellykket, mest
ganske unge Folk, vi dansede og var i
udmærket Humeur. Siden har vi tilbragt
forskellige Aftener udenfor Huset sammen
med dem vi der syntes var nette.
Jeg tror, at det er godt om vi kan komme
ud af det med dem vi er i Alder med,
vor Generation, for der er alligevel mellem
dem et Pust af fælleds Bestræbelse, der
gaar Mellemgenerationen imod. –
Blandt de Folk vi har truffet er Niels
Dorph. Jeg har jo aldrig kendt ham

[10]
og min Mand har ikke set ham i
4 Aar. Han Dorph har efter min
Mands Udsagn forandret og udviklet
sig meget. Han gør et overordentlig godt
Indtryk, klog, fin, intelligent, stræbende,
han ønsker sikkert stærkt at finde
Mennesker bland de jævnaldrende
Kunstnere med hvem han kan
færdes. Han har jo, og det ikke med
Urette, længe været lukket ude. –
Vi haaber og tror, at han maa blive en
Forstærkning for vor lille Kreds, og
Rohde tror det med os saa det er
ikke et rent Lune af os, at vi give os
af med ham, saadan vil Christiansen
nemlig gærne udlægge det. – Item har
Søborg ogsaa vist bedre Opførsel i den sidste
Tid. – Item har Frk Brodersen vist sig
at være en rigtig flink, munter, elskværdig
Pige, naturlig og frisk omend ikke uud-

[11]
grundelig vis. – Men item i Særdeleshed
har Seligman vist sig rent straalende.
Han er saa utrolig morsomt, jeg lér
af alt hvad han siger, og saa er han saa
indtagende elskværdig, saa pudsig, saa
fjan vittig fjantet! – Vi er aldeles forliebte
i ham Begge To. –
Ja nu tro[r] jeg saa, jeg har gjort tilstræk[k]elig
Rede for hvad vi i den sidste Tid
har oplevet og erfaret.
Lev nu vel Begge! vi nærer det
mest levende Ønske om at vores
kjære Veninde rigtig snart maa
blive meget rask og sund. Lad
os snart vide hvordan det gaar og
modtag nu som Slut paa dette Brev
de venligste og bedste Hilsner fra
Eders Ve hengivne Venner
Slott-Møllers.

[12]
Fra Perme

[13]
Køvenhavn 14 April
90

Kære, lille, sorte Frue!
De var rægnog saa
rajselsful keeli, at Di æ doli! Men
nu maa Di vere saa arti, saa arti,
for Heren sa a de sku de saa ble
De rasg aa saa sku je sie fra
vos allesammenj a Di æ vosses
Vaninne aa vosses Vaninner
di ska ha de got, de ve vi ha
ælles bir vi àrie! – Nu ska Di
høre, der er kommen én te forujen
Frærik, de æ en lille tyg Dreng
fra Jylland, han hejer Bolle
Luxdorf faadi han æ saa lusti
aa saadden en Spæloppmager

[13]
Hanses Foræller æ døje, aa saa kom
han te vos aa alt va han haje mæ
va en lille Vasæk mæ sægs Pa
smaa tygge graa ulne Sogger.
Men nu æ vi go’e ve han, men
han har saadden _ræ_somme Manerer,
han ræver naar han ha
spist uh ha! – Vi ha væt igæn
paa 'Bal' aa vi hade osse Raaser
paa Kjolen aa Ilsted syns
vi va ænnu Søjere!
Heren ha givet vos saadden nyeli
Foraarstøj, alle 9 gansge éns.
Et Aaverstøgge saa dajli, mæ
Ærmer ligesom Æreg a Pommern.
Aa vosses Pariserhat mæ di graa
Fær, saa nyeli gort istan a
Sags, saa pønter vi vos,
saa gaa vi pa Østergaje, saa

[14]
æ jaj Perme saa maesløs øndi.
Saa bliver jæ osse maled, a Heren
te Pramsen, saa ma jæ sitte
saa stelle faa ælles ... trægger
Pramsen alle vors go’e Tæner
u te Straf sier Heren!
Nu mo vi holle op faa dænne
Gang faa vi æ ente saa morsomme
ida aa der æ egge mere
a faatælle.
Mæn vi ve ønsge Dæm kære
lille Sorte en rægti go Bæring
aa Di snart maa blie rasg
faa de ve saa ænneli glæje
vos alle 9 mæn især
derrses ærbøji lille
Perme.

[15]
[brev fra Sidse Møller:]
Udstillingen henrykkende
god. Willumsen ikke
saa god. Krukken dejlig!

ærb.
Sidse Møller

Omtalte genstande

Fakta

Brev

Dansk

Datering i brev.

Stridighederne om professoratet på Kunstakademiet og Frants Henningsens udnævnelse er også omtalt i korrespondancer mellem Johan Rohde og ægteparret Hannovers, se deres brevudvekslinger af 16. april 1890 og 30. maj 1890.

København
Rom

Den Hirschsprungske Samling