1888-12-13

Torsdag Aften 13/12 88.

Kjære Ven! De sagde ganske vist til mig i Søndags, at De
egentlig havde talt ud, efter at De havde forklaret mig Deres
personlige Forhold til K. Madsen og refereret dennes Brev.
— jeg havde dog alligevel gjerne set Dem hos mig for at
tale endnu lidt med Dem om denne Sag, skjønt jeg ikke
tror at kunne belyse den fra nye Sider — selv efter at man
fra den anden Kant har fremstillet den — men for om mu-
ligt at forhale et fuldstændigt Brud, som maaske nu
allerede har fundet Sted.
Jeg betragter nemlig dette egentlig rent personlige Forhold som
vedrørende flere end Dem og Madsendt; og jeg frygter for
at hvis De og Madsen først begynder at slaa rigtig løs
paa hinanden, vil det komme til et større Opgjør, idet
der vil tages Parti for og imod, og hvad der i sin Tid
bar i sig de svage Konturer af et Parti[,] en Skole — eller
hvad De nu vil kalde det, vil være fuldstændigt opløst
og de eneste, som vil have Grund til at glæde sig, vil
være vore fælles Fjender .
Selvfølgelig er det ikke min Mening, at De og Madsen skulde
være enige i tykt og tyndt; jeg ser netop deres større
Betydning deri, at de ikke er det, idet at De derved kommer
til at regulere hinanden, naar den ene Part maaske lader
sig henrive for vidt. — —
En lyrisk Digter kan man til Nød give Tilladelser til
at sidde ganske alene og digte paa en Klippebloks; han
kan i hvert Fald trøste sig med, hvis han staar Samtiden fremmed, saa
vil Fremtiden maaske tilhøre ham — , men en Kritikkers
Værk maa dog være beregnet paa hans Samtid, og hele
hans Arbejde for en del afhængig af hans Forbindelse
med denne.

[2]
Det stakkels dumme Dyr, som hedder Publikum har ondt
nok ved at finde sig tilrette, men begynder først de to
eneste Kritikkere , vi har, at forkætre hinanden, vil det
hele rable for det. —

Der var en Tid, hvor jeg smed Folk ned ad Trapperne
paa Grund af ren theoretisk Uenighed; nu gaar jeg
lidt til den modsatte Yderlighed; nu hænder det, at
jeg aflægger Visit hos Hr Manicus og beder ham
give en Artikel Husly i Berlingske Tidende; for ikke
ret mange Aar siden l[?] vilde jeg have fundet dette
uhæderligt, nu anser jeg dette ikke blot for hæderligt
men ligefrem som min (ikke behagelige) Pligt.
Misforstaa mig nu ikke og tro at jeg vil at De skal
“Slaa af” — jeg vil f. Ex. paa ingen Maade, at De
skal gaa hen og rose Frants Henningsen eller Poul
Fischer eller falde paa Knæ for Frk. Holten og om[-]
favne Karl Madsen for at opnaa Absolution ;
Men jeg mener, at De for Deres egen og for deres
virkelige Venners Skyld bør optræde med mindre
Skarphed indenfor Deres egen Kreds, navnlig naar
det drejer sig om forholdsvis uvæsentlige Forhold.
De maa gjøre nogle Ofre for det almene bedste,
ellers faar vi i vor Kunstverden i det smaa det samme
Skuespil at se, som vi i stort Format har set i den
politiske Verden og det er altfor sørgeligt.

Ja ovenstaaende forekommer Dem maaske Triviali-
teter, som jeg ikke behøvede at ofre Blæk og Papir
paa, men vær i al Fald forvisset om at det

[3]
ere sagt i god Mening af

Deres Ven
Johan Rohde

Det er Sandt[,] Tilladelsen er nu endelig kommen med den
Bemærkning fra Sagføreren, at Siderne skulde stemples
med et 10 Øres Mærke hver. Jeg udsendte derfor de
andre Lodder (som kun er forsynet med No). Det
vil muligvis vare nogle Dage endnu inden Trækningen
kan foretages, idet enkelte ikke har tegnet sig men
for et bestemt Antal, men udbedt sig en del Lodder
tilsendte til mulig Afsætning. Desværre er der en
Del som slet ikke har svaret mig, skjønt jeg havde
indlagt frankeret Konvolut i Brevene — , hvormange
Lodder vi i alt har til Trækning, kan jeg derfor endnu
ikke sige Dem.
Da De naturligvis stadig staar med det ene Ben
paa Vogntrinnet, skal De ikke gjøre Dem nogen
Ulejlighed i Anledning af denne Sag: skulde jeg
behøve Assistance har den skikkelige Christiansen
lovet at assistere mig. —

Hils Deres Hustru; jeg haaber at hendes Arme
er bedre.
Og træffer De Willumsen i Paris tag Dem saa

[4]
lidt af ham og faa ham fra saadanne Dum-
heder som at bruge Tiden i Paris til at kopiere
Rafaëlli!