Menu

Emil Hannovers arkiv

1905-03-26

Afsender

Johan Rohde

Modtager

Emil Hannover

Transskription

[Tilføjet med blyant af Emil Hannover
øv. th.:] Rohde

[Øv. th., vertikalt, tilføjet af Johan Rohde:]
Søndag Eftermiddag.
Jeg haaber at De nu har
modtaget Manuskriptet
af vor Pige; vi glæder os
begge over at høre at Moder
og Datter befinder sig vel.

26. III . 1905 .
Nybrogade 12 .
K

Kjære Ven.

Jeg er meget skamfuld over, at jeg har ladet
Deres Manuskript ligge og flyde hos mig i
otte Dage, men jeg har i denne Tid
haft mange Forstyrrelser.
Deres Artikel om Menzel har skaffet mig
megen Fornøjelse; man faar saa god Besked
om Manden, og Formen forekommer mig
udmærket; naar jeg derfor kommer med
et Par Randgloser er det ikke, fordi jeg
mener, at de ere nødvendige, men nærmest
fordi De kan se, at jeg ikke har læst
Artiklen tankeløst, de er i hvert Fald u-
væsentlige, selvom De skulde mene, at der
kunde reflekteres over dem.

[Vertikalt i venstre margen, afslutningen på brevet:]
Jeg faar nu Deres Brev med Nyheden og sender Dem og Deres Hustru de
bedste Ønsker fra os begge. Deres hengivne Ven Johan Rohde.

[2]

Side 6.

Constable og Turner.

Synes De egentlig man kan sige, at Menzel fortsætter
Constable. Der er dog meget stor Afstand fra Constables
Farveglæde til Menzels Underordnelse af Koloriten.
Naar jeg tænker paa Constable mindes jeg aldrig et
de enkelte galleribrune Billeder, som findes i
forskjellige Fastlands Samlinger, men den store Sam-
ling af Friluftsbilleder, som jeg i sin Tid saa i
South Kensington, og som jeg synes stiller ham
ind i Rækken af franske Kolorister (jævnfør
ogsaa Delacroix’s Beundring for ham) og langt
fra den farvetørre Menzel.

At Turner og Menzel hver for sig har kunnet
“bruge” et Jernbanetog i Deres Kunst synes
mig det eneste Berøringspunkt imellem dem,
—naa, men De siger jo rigtignok heller ikke
stort mere, men i Forbindelsen er man
tilbøjelig til at udvide Deres Mening.

[3]

Side 9. Man kan vist ikke i den Forstand, De
bruger Ordene sige “komme Karakteren i Tingene
tillivs”; det vil vistnok betyde det samme som at
“gjøre Kaal paa den”.

[“]Det _klamme Aandepust _ af Ironi”, er det ikke
for stærkt sagt.

Jeg synes ikke at man kan sige om Zahrtmann,
at han særlig har bragt Fortids Aand til os.
Jeg synes at alle Zahrtmanns historiske Billeder
er saa absolut besjælet af Zahrtmanns egen
Aand.

Side. 13. Man kan dog vistnok ikke sige, at Menzel
har malt mere impressionistisk end nogen anden
Maler, heller ikke at Menzel i “Valseværket” har
løst dristigere maleriske Problemer end nogen hid-
til; tænk blot paa Goya.

Naar De siger at det anekdotiske breder sig paa
en uudholdelig Maade, synes jeg det er en Overdrivelse,
man kan dog se Rækker af hans Arbejder uden at

[4]

plages deraf. —

Kunde De endelig ikke gaa lidt mere ind paa selve
Tekniken hos Menzel, den kan dog ofte Beskri-
velsen heraf, kan dog ofte hjælpe paa Manglen af
Maleri-Besigtelser. Jeg selv sidder og fortryder, at
jeg i det Par Spalter, jeg har skrevet til Willum-
senske Billeder har tilsidesat denne Side.

Men som sagt jeg finder Deres lille Afhandling
fortræffelig i hele sin Form og Afrundethed; og,
saa vidt jeg kan dømme skjønne, rigtig i sine
Domme. — Det er sandt, lad være med at
sige at M. var en lille Gris; det føles saa
ubehageligt. Det føles helt anderledes end naar
De siger, at han var en Gnier. —

Om De har nogen Del i, at Politiken omtaler den
frie Udstilling saa velvillig takker jeg Dem meget; vi véd
jo begge meget vel, at den ved sin Kvalitet langt fra
fortjente den Karakter den fik; men den kan dog maa-
ske endnu ad Aare komme til at gjøre nogen Nytte, og
skal den bestaa, maa den have lidt Støtte.

Fakta

PDF
Brev

Dansk

Den Hirschsprungske Samling